Er vi ikke netop alle sammen forskellige og dermed ‘anderledes’ på hver sin måde?
Jeg bruger ofte den her zebra i mine webinarer, som et billede på at turde tænke kreativt og ud-af-boksen. Men også på at være anderledes. Altså, at som i at være sig selv. Unik.
For det er det vi alle sammen er. Og mit problem med hele den diagnosekultur, og tilhørende særligheds-og-divergent-terminologi som hersker i samfundet er præcist, at forskelligheden netop IKKE bliver hyldet og understøttet som udgangspunkt. Den bliver tværtimod problematiseret og sygeliggjort.
Disorders dit. Pathological dat.
Og først dér, begynder man at se på individet. Men stadig med normbrillerne på. Enormt meget af den “hjælp” der tilbydes børn med udfordringer i skolen, handler ultimativt at få dem presset ind i systemet igen, så meget som det nu er muligt.
Bevares, en diagnose kan have en positiv effekt i nogle tilfælde. For børnene mest fordi det – måske – bliver en potentiel adgangsbillet til nogle bredere og friere skolerammer – som desværre ikke er alle forundt, men kun dem som simpelthen ikke KAN (eller vil) tilpasse sig og derfor ikke gør det. I virkeligheden burde alle klasser være specialklasser, eftersom alle børn er unikke individer. Den erkendelse er man dog desværre stadig lysår fra i skolesystemet…
Spørgsmålet er dog, om man rent faktisk gør børn en tjeneste ved at bilde dem ind, at de har en “disorder” af den ene, den anden eller den syvende slags, fordi de ikke opfører sig sådan som de voksne synes de skal?
Here’s the thing: Ligegyldig hvordan du vender og drejer det, så ER en diagnose et stempel. Det er systemet der siger “du afviger fra normen” og jeg tror det er her kernen i det hele ligger for mig: Jeg er så allerhelvedes pissetræt af det der begreb NORM. Hvorfor skal vi overhovedet dekretere at noget er “normalt” og noget andet ikke er?
Siger hvem?! Normalbegrebet styrer vitterligt hele vores samfund, ikke mindst børnenes del af det, og laver en frygtelig masse ravage i mange liv. Men det er SÅ inkorporeret i vores kollektive bevidsthed, at det sjældent bliver udfordret. Og diagnosekulturen er, desværre, et meget håndgribeligt udtryk for dette.
OBS: Opslaget er en del af en serie på (indtil videre) fire. Læs første del her , anden del her og fjerde del her
Leave a Reply