Er vi ikke netop alle sammen forskellige og dermed ‘anderledes’ på hver sin måde?
Jeg bruger den her zebra i mine foredrag, som et billede på at turde tænke kreativt og ud-af-boksen. Men også på at være anderledes.
Altså, som i at være sig selv. Unik.
For det er det vi alle sammen er.
Der kommer i disse år mere og mere fokus på, at vi ikke alle sammen fungerer ens. Det er godt. Desværre er der sideløbende med dette også sket en decideret eksplosion i diagnoser. Særligt ADHD stormer frem. Det er knap så godt. Faktisk er det rigtig skidt. Hvorfor?
Fordi selvom den galopperende diagnosekultur og dertilhørende neuro-divergent-og-typisk-terminologi måske på overfladen kan synes at være en anerkendelse af forskellighed, så er det faktisk det stik modsatte der sker. Menneskers unikhed bliver netop IKKE bliver hyldet og understøttet af klassificering. Den bliver tværtimod problematiseret og sygeliggjort.
Disorders dit. Pathological dat. Først dér, begynder man at se på individet. Men stadig med normbrillerne på. Stadig med en idé om at fikse mennesket. Få det til at passe ind i den præ-fabrikerede kasse.
Det bliver særlig tydeligt i forhold til børn og unge. Her diagnosticerer man rask væk helt naturlig barneadfærd, belastningsreaktioner og personlighedstræk som en udviklingsforstyrrelse, uden tanke for om “forstyrrelsen” i virkeligheden skyldes urimelige og uhensigtsmæssige krav og rammer. På samme måde handler den hjælp der tilbydes børn med skolevægring, altid om ultimativt at få dem presset tilbage i møllen igen, så meget som det nu er muligt.
Fordi, det er jo ikke systemet der er noget galt med, vel?!
Ja, en diagnose kan være berettiget i nogle tilfælde. Og ja, det kan godt have en positiv effekt, at få en diagnose. For børnene mest fordi det potentielt bliver en adgangsbillet til nogle bredere og friere skolerammer – som desværre ikke er alle forundt, men kun dem som simpelthen ikke KAN (eller vil) tilpasse sig og derfor ikke gør det. I virkeligheden burde alle klasser være specialklasser, eftersom alle børn er unikke individer. Den erkendelse er man desværre stadig lysår fra i skolesystemet.
Spørgsmålet er dog, om man rent faktisk gør børn en tjeneste ved at bilde dem ind, at de har en “disorder” af den ene, den anden eller den syvende slags, fordi de ikke opfører sig sådan som de voksne synes de skal?
Here’s the thing: Ligegyldig hvordan du vender og drejer det, så ER en diagnose et stempel. En etiket der siger “du afviger fra normen” og jeg tror det er her kernen i det hele ligger for mig: Jeg er så allerhelvedes pissetræt af det der begreb, norm. Hvad er det overhovedet – andet end kasser, kurver og arbitrære standarder for menneskelig adfærd og værdier?
Sådan her skal du leve. Sådan her skal du forstå verden.
Sådan her skal du være menneske.
Normalbegrebet styrer vitterligt hele vores samfund, ikke mindst børnenes del af det, og laver en frygtelig masse ravage i mange liv. Men det er SÅ indgroet i vores kollektive bevidsthed, at det sjældent bliver udfordret, og diagnosekulturen er desværre et meget håndgribeligt udtryk for dette. Derfor råber jeg uden skrupler højt om den.
OBS: Opslaget er en del af en serie på (indtil videre) fire. Læs første del her , anden del her og fjerde del her

Leave a Reply