I sidste uge skrev jeg om at gå gradvist frem i sin deschooling-proces. Det er vigtigt, for ellers mister man nemt pusten eller rammer en mur for tidligt, og ender med at give helt op.
Det ser jeg faktisk rigtig tit ske, når forældre har for travlt og skipper etaper i processen. Jeg har i øvrigt selv været en af dem. Man vil bare så gerne nå til det der fortryllende sted, hvor unschooling-livet bare kører og alting er peachy-lækkert, i flow og hvor tvivl, bekymring og frustration er en saga blot. Ikk??
Jow. Selvfølgelig vil vi gerne nå dertil. Og det kan vi også. Bare ikke overnight. Og så er det jo vigtigt lige at understrege, måske, at livet jo aldrig “bare kører og er peachy-lækkert” HELE tiden. Tvivl, bekymring og frustration eksisterer naturligvis også i et unschooling-liv. Fordi, det er jo livet. En del af det at være menneske.
Men.
Der behøver ikke være tvivl, bekymring og frustration forbundet med selve det, at I unschooler. Det er den tvivl, de bekymringer og den frustration du kan lære at slippe. Det er den frygt, som ligger til grund for det, deschooling-processen frisætter dig fra.
Anyway. Jeg kom til at tænke på den analogi i dag, at deschooling er et marathon og ikke en sprint.
Det gjorde jeg, fordi jeg var ude at løbe. Jeg er nemlig “kommet til” at signe up til noget lidt vildt senere på året 😅 så nu er jeg jo gået i træning. Det går sådan nogenlunde. Jeg kan allerede løbe 6km, hahahaha.
Det går dog virkelig langsomt, faktisk, med at øge distancen og ikke mindst farten. Og er du tosset hvor ville jeg godt allerede nu være der hvor jeg bare flyver afsted. Der er langt til målet. Og det er pokkers hårdt. Tvivlen, bekymringerne og frustrationen har allerede været der….kommer jeg nogensinde over 2km uden at være ved at dø? (det gjorde jeg jo så 😉 ) kan mine knæ overhovedet holde til det her, hvad hvis jeg smadrer dem helt? hvorfor får jeg hele tiden f*king sidestik? who am I kidding – jeg er jo alt for gammel til det her! det er også bare helt tåbeligt det her projekt du har gang i, kone…
Men det er jo ikke tåbeligt. Det er pissefedt 🤩 og jeg KOMMER til at blive flyvende. Med tiden. Jeg er bare nødt til at gå virkelig gradvist frem, og huske mig selv på, at det her ikke er en sprint. I’m in it for the long haul 💪
Sådan er det også med deschooling. Det tager tid. Trial-and-error. En masse prøven-sig-frem og retten-til. Men også, og det er vigtigt:
at du tør rykke dig ud over din umiddelbare komfortzone.
Det nytter ikke noget, at blive ved med at lunte små ture på 2km, hvis målet er 21. På samme måde nytter det heller ikke noget, at blive ved med at gemme sig bag ved “jamen- jeg-skal-kun-give-slip-på-det-jeg-kan-være-i” – hvis målet er at nå længere i din deschooling. Så er du simpelthen NØDT til gradvist at give lidt mere slip, end du tænker du kan. Ikke voldsomt og uigennemtænkt. Bare stille og roligt, uden drama.
Det kan for eksempel blot være at sige “ja” eller “ok” mere end du plejer. Det vil sige, øve dig i at stoppe dit “nej” inden det ryger ud på automatpilot og lige tjekke ind med dig selv: hvorfor egentlig ikke?
Prøv at se denne lille video med Sandra Dodd. Den er super fin, kort og præcis.
Du kan også lytte til Sue Pattersons 10 Tips to Help You Deschool som går lidt dybere i emnet (og hun er virkelig behagelig at høre på!)
Spørgsmål til refleksion: Hvor kan du udfordre din komfortzone i dag?

Leave a Reply