Det er ikke børnene, der er noget galt med.

Jeg bryder mig ikke om den diagnosekultur der er opstået i vores samfund. Jeg synes det er misforstået, skadeligt og dybt ulogisk at sygeliggøre mennesker fordi de fungerer anderledes end andre. Hvis de altså gør det. Selve ideen om ‘anderledeshed’ er et helt spørgsmål i sig selv. Det skriver jeg lidt om her.

For nu vil jeg sige noget om børnene. Og om de psykiatriske diagnoser, særligt ADHD, som flere og flere af dem får stillet. Der er nemlig noget ravruskende galt. Men IKKE med børnene.

Der er til gengæld noget galt med mange andre ting.

➡ Der er noget galt med, at vi har et skolesystem der presser børn så meget at de til sidst ender med belastningsreaktioner og stress.

➡ Der er noget galt med, at man sender børn til udredning for psykisk sygdom, fordi de ikke opfører sig sådan som de voksne synes de skal.

➡ Der er noget galt med, at det i praksis er blevet sådan, at en diagnose nærmest er en forudsætning for at få hjælp i systemet.

➡ Der er noget galt med, at vi har et samfund hvor man er nødt til at have en f*king solsikkesnor om halsen for at blive mødt med empati og rummelighed!!!!

Jeg siger ikke, at diagnoser er unødvendige i den aktuelle kontekst. Jeg siger, at den aktuelle kontekst SKABER behovet for dem, og at hvis man ændrer på den kontekst, vil man i vid udstrækning afskaffe det behov.

Det handler i bund og grund om menneskesyn. Om at vi har et samfund der er fuldstændig besat af ideen om at kategorisere mennesker og placere dem i forhold til en eller anden vilkårlig standard der kan sammenlignes ud fra. Hvad med bare at stoppe med al den sammenligning ?

Fremfor at udvide diagnoserne til at omfatte flere og flere, så skulle man hellere udvide normalbegrebet. Eller endnu bedre, smide det helt væk! Diagnoser og anderledeshed eksisterer jo kun i kraft af den udstukne norm 🤷‍♀️

Så. I stedet for at opfinde alverdens ‘disorders’ og patologier for at bortforklare børns helt naturlige reaktioner på aldeles unaturlige rammer, så skulle man hellere fikse de rammer. I stedet for at problematisere deres behov for autonomi og plads til at udfolde sig, så skulle man hellere begynde at forstå og rent faktisk respektere de behov.

Det er så trist og hamrende ulogisk, at børn skal i en specialklasse (eller -skole) før man tager hensyn til deres individuelle læringsstil eller sociale kapacitet for eksempel. Hvis man blot lod dem lære på deres egen måde og i deres eget tempo fra starten, så var alt det der hejs slet ikke nødvendigt. Begrebet burde slet ikke eksistere. For det burde ikke være ‘specielt’ at blive mødt med forståelse og respekt. Det burde være en selvfølge og noget der var ALLE børn forundt.

Vi står med et kolossalt antal børn og unge som knækker i systemet. Som mistrives og føler sig forkerte. Det er et kæmpe, gigantisk samfundsproblem. Men det er et ligeså gigantisk problem, at man bare sender aben videre til psykiatrien. De fleste børn har INTET at gøre der, og det løser ikke det grundlæggende problem. Man kan ikke diagnosticere sig ud af et fænomen, der skyldes et systemisk svigt.

Det er ikke børnene der er noget galt med, det er systemet. Og det er ikke diagnoser der er brug for, det er et paradigmeskift.

OBS: Opslaget er første del af en serie på (indtil videre) fire. Du kan læse anden del her, tredje del her og fjerde del her 🙂