Min holdning til neurodiversitet og diagnoser bliver ofte misfortolket, så lad mig allerførst slå fast med syvtommer-søm: Der er ikke noget galt med børnene!
Jeg ved ikke hvordan jeg kan sige det mere klart. Der er ikke noget galt med børnene. Der er til gengæld noget galt med alle mulige andre ting.
➡ Der er noget galt med, at vi har et skolesystem, hvor børn først bliver set og mødt som individer NÅR de har fået en diagnose eller udvist “problemadfærd” eller mistrivsel.
➡ Der er noget galt med, at vi har en kultur der sender flere og flere børn til “udredning” fordi de ikke kan (eller vil) være i one-size-fits-all-modellen.
➡ Der er noget galt med, at vi har et samfund hvor man skal have en f*king solsikkesnor om halsen, for at blive mødt med empati og rummelighed!!!!
Jeg påstår ikke, at diagnoser er unødvendige i den aktuelle kontekst. Jeg siger, at den aktuelle kontekst SKABER det åbenlyst store og stigende behov for dem, og at hvis man ændrer konteksten, vil man i vid udstrækning afskaffe det behov.
Det handler om menneskesyn. Om at vi har et samfund der er fuldstændig obsessed med at kategorisere mennesker og placere dem i forhold til en eller anden vilkårlig standard der kan sammenlignes ud fra. Hvad med bare at stoppe med al den sammenligning i stedet for?!
I stedet for at udvide diagnoserne til at omfatte flere og flere, så skulle man hellere udvide normalbegrebet!
Eller endnu bedre, smide det helt væk. Diagnoser og anderledes-hed eksisterer kun i kraft af en udstukket norm. Ellers var der jo ikke noget at diagnosticere ud fra eller være anderledes i forhold til 🤷♀️
Så. I stedet for at opfinde alverdens “disorders” og patologier (som fx. ADHD og PDA) for at bortforklare børns naturlige behov for autonomi og plads til at udfolde sig, så skulle man hellere begynde at forstå og rent faktisk respektere disse behov.
Det er så trist og hamrende ulogisk, at børn skal i specialklasser, for at der kan blive taget (en smule mere) hensyn til deres individuelle læringsstil eller emotionelle kapacitet for eksempel. Vis dog for pokker ALLE børn den respekt og anerkendelse fra starten?!
Ja, der er et kolossalt antal børn og unge som ikke fungerer i systemets rammer. Som mistrives. Som har udfordringer med at tilpasse sig. Som føler sig forkerte og anderledes. Det er der vist ingen der betvivler længere. Men løsningen på det problem er altså ikke at sende flere og flere børn til udredning og klistre den ene, den anden eller den syvende bogstavkombination på dem som forklaring på hvorfor det forholder sig sådan.
Det er en lappeløsning på det egentlige problem, nemlig at børn og unge ender i mistrivsel (eller med diagnoser) fordi man tager deres frihed fra dem. Friheden til at være i verden præcis som de er.
Uden konstant at blive vejet, målt og evalueret i forhold til arbitrære parametre.
Uden at skulle fungere i rammer der forudsætter at alle skal tænke, forstå, sanse, opleve og agere ens.
Uden at blive afkrævet at skulle lære det samme, på samme tid og på samme måde.
Uden at skulle leve op til en milliard krav, forventninger og dagsordener fra alle sider.
Uden at skulle hakke en hæl og klippe en tå, for at kunne få fødderne ned i systemets snævre sko.
Der er brug for et decideret paradigmeskift, for at give plads til ALLE slags mennesker. Til alle typer hjerner og neurologiske blueprints. De kvælende normer, kasser og kurver skal væk – og det medvirker den aktuelle diagnosekultur simpelthen ikke til.
Den gør faktisk i min optik det stik modsatte.
OBS: Opslaget er en del af en serie på (indtil videre) fire. Du kan læse anden del her, tredje del her og fjerde del her 🙂
Leave a Reply