Fjern rammen – fjern de problemer den skaber…

, , ,

Jeg er klar over det er noget af en hvepserede jeg stikker hånden i ved at skrive om diagnoser. Det er et sprængfarligt emne. Som forældre vil de fleste lynhurtigt føle sig ramt, når det drejer sig om deres børn. Vi vil jo alle vores børn det bedste, selvfølgelig vil vi det.

Derfor, allerførst: Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der findes familier som vitterligt oplever udfordringer med deres børn. Også store udfordringer. Jeg forstår 100% at der kan være karaktertræk og situationer som ER problematiske i hverdagen. Adfærdsmønstre som ER uhensigtsmæssige. Og jeg ved udmærket godt, at der kan opstå konflikter og episoder som ER opslidende og svære at håndtere.

Det anfægter jeg ikke på nogen måder.

Det jeg sætter spørgsmålstegn ved er, hvorvidt disse ting ville være et (ligeså stort) problem, hvis rammerne var anderledes og vi ikke havde så rigid en opfattelse af hvad der er normalt eller ønskeligt.

Jeg har selv været der med nogle af mine børn. Der hvor du tænker “aj men ER der noget med ham/hende ??” Fordi deres reaktioner og opførsel er så meget udenfor det forventede at det sætter din rummelighed, din tålmodighed og ja, også din tiltro til din egen forældreevne på hård prøve. Sådan et barn kaster alt det du troede du vidste op i luften, så det sprænges i stumper og stykker når det lander i hovedet på dig igen med et brag!

Jeg har dog aldrig valgt en “udredning” til mit barn. Jeg har faktisk ikke engang tænkt tanken. I stedet har jeg arbejdet kolossalt meget med mine EGNE ideer, forestillinger, forventninger og overbevisninger. Mine EGNE medbragte traumer og fortællinger fra barndommen. Min EGEN definition af normalt. Af godt og skidt. Rigtigt og forkert.

For selvom vi har været udenfor skolesystemet hele livet, så har jeg stadig til tider formået at genskabe nogle af de rigide rammer derhjemme. Særligt i starten af mit forældreskab, hvor jeg på ingen måder havde fået bearbejdet mine egne issues endnu. Jeg har haft tusind krav og forventninger til mine børn i tidens løb, og det har de absolut ikke alle sammen reageret lige godt på.

Siger jeg så, at det er din egen skyld, hvis du som forælder har et barn med en diagnose? At du bare skal gå i terapi og få styr på dit shit, eller at det hele kan løses med et eller andet magisk knips med fingrene?

NEJ!!!

Selvfølgelig er det ikke det jeg siger. Det har for det første ikke noget at gøre med “skyld” overhovedet. Og der ER selvfølgelig tilfælde, hvor et diagnosebegreb kan have sin berettigelse. Men jeg oplever, at der er gået inflation i det.

Jeg oplever, at man kaster etiketter efter børn, fordi de ikke passer ind i en præ-fabrikeret kasse.

At man sygeliggør børn, fordi de udfordrer de voksnes verdensbillede.

At det i høj grad er rammerne, der skaber problemerne. Problemer, som i øvrigt ofte kun er der, fordi nogen vælger at se et problem.

At man gør individualitet til en afvigelse, i stedet for erkende (og respektere!) at ingen mennesker er ens.

At man kalder personlighedstræk for symptomer, og breder diagnoserne ud til at dække flere og flere af dem.

At man finder på nye diagnoser, i stedet for at forny tilgangen til mennesket.

Jeg har mødt MANGE forældre, som fortæller om en klar bedring bedring i deres barns trivsel og langt færre udfordringer (ofte ingen) efter de stoppede i institution eller skole. Eller forældre som genkender tegn på forskellige diagnoser hos deres skolefri børn, men hvor det aldrig er blevet problematisk, fordi der ganske enkelt er tid og plads til barnet. Fordi rammen er fjernet. Eller ændret, i hvert fald.

Forældre som jeg selv, der klokkeklart har erfaret, at jo mere man kan give slip på behovet for at kontrollere, dirigere og forme børn, jo mindre giver deres diverse personlighedstræk anledning til problemer.

Jeg siger ikke, at det altid forholder sig sådan. Men jeg siger absolut at det kan – og med garanti langt oftere gør, end hvad vores nuværende diagnosehysteri tillader os at indrømme.

Obs. Opslaget her er nr. to ud af en serie på (indtil videre) fire. Første del finder du her, tredje del kan du læse her og fjerde del er her

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *