Jeg har længe tænkt over hvad man egentlig kunne kalde den tilgang til forældreskab og børneopdragelse, som jeg har udviklet over de sidste 30 år. Altså udviklet for mig selv, for jeg har jo ikke grundlagt nogen ‘retning’ eller bevægelse – tværtimod står jeg netop på skuldrende af en hel masse indsigtsfulde mennesker, som har skrevet og talt om disse ting i årtier før mig!
Men jeg har fået min egen version af det, kan man sige. Over tre årtier hvor jeg har gjort mig mine egne, sommetider bitre, erfaringer i moderskabet sideløbende med at have nørdet emnet gennem tusindvis af timers fordybelse i bøger, blogs, artikler, podcast, film og samtaler om hvad det at være forældre vil sige. Hvad er meningen med den rolle, og hvordan udlever vi den bedst muligt – både fra vores eget perspektiv og fra børnenes?
Jeg stødte på konceptet unschooling allerførste gang i efteråret 1994, som en ganske ung pige, og som du kan læse her var det som om nogen pludselig havde pudset mit vindue ud mod verden krystalkart rent!
Der er mange værdier og principper involveret i filosofien om unschooling, men en af dem skilte sig ud for mig i det sekund jeg hørte om ideen: frihed. Frihed var og er min absolutte grundværdi i alt hvad jeg tænker, siger og foretager mig. For mig er det den største og vigtigste værdi af alle. Når mennesker er frie, kan de være 100% tro mod sig selv. Og det er en forudsætning for at kunne møde i samme ånd.
Jeg blev ret hurtigt ledt videre til begrebet radical unschooling som i virkeligheden ikke er særlig “radikalt” hvis man dermed mener ekstremistisk. Tværtimod er det for mig nærmere en retur mod den måde vi biologisk set er skabt til at eksistere sammen på: i symbiose. Stammens trivsel og overlevelse har altid været afhængig af at dens medlemmer samarbejder og har “fælles fodslaw” som man siger på godt jysk. Ja, der kan godt være en leder og har vel traditionelt set også altid været det, i en eller anden form – man var jo heller ikke stammens ‘ældste’ uden grund – men lederskab i forhold til børneopdragelse handler bare slet ikke om det den moderne, vestlige kultur har gjort det til.
Forældreskabet handler ikke om at bestemme. Styre. Kontrollere. Det handler faktisk ikke engang om at “sørge for” et eller andet bestemt resultat down the line. Det handler om at være en tryg base i barnets liv. At være det urokkelige fundament som barnet kan stå på, udforske verden fra og søge tilbage til når bølgerne i livet går lige højt nok. Den sikre havn, hvor h*n altid kan lægge til kaj og proviantere, hvile og samle kræfter til eventyrlysten melder sig igen.
Vi kan sætte kurs sammen med barnet, sejle med af og til – særligt i starten – og vedligeholde skibet i fællesskab. Vi kan også kalde os kaptajn på skibet, for det er vi da i kraft af vores større livserfaring, men hvis vi insisterer på ‘my ship, my rules’ så får vi mytteri i en eller anden grad. Ok, det er måske nok med skibs-metaforen nu, tænker jeg har har fået min pointe frem 😅
Men altså – friheden. Den er bare så helt igennem fundamental. Derfor bliver ‘frihedsbaseret’ ved med at komme tilbage som den bedste beskrivelse af min tilgang, jeg kan finde på. Jeg har også eksperimenteret med fredfyldt – men for at være ærlig, så er det sgu ikke altid ligefrem fyldt med fred, at opfostre frihedselskende, selvstyrede individer i ligeværd, konsensus og partnerskab 😂
Men det er uden sammenligning den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.
Leave a Reply