Hvor der er vilje, er der en vej…

De sidste par dage har jeg gået og funderet lidt over det her berømte ordsprog: hvor der er vilje, er der en vej!

Jeg var ude at løbe forleden dag, og mens jeg løb, tænkte jeg rigtig meget på en film jeg havde set aftenen forinden. I den spiller Annette Bening en 60-årig tidligere langdistancesvømmer, der får den sindssyge idé, at genoptage sin gamle drøm/projekt/vanvidsplan om at svømme fra Cuba til Florida. Hun har ikke svømmet i 30 år, og hendes forehavende er pænt utopisk. Det lykkes heller ikke for hende, i første forsøg. Heller ikke i andet. Eller tredje. Se selv filmen, for at finde ud af hvad det ender med….men i starten siger hun: I don’t believe in imposed limitations.

Imposed limitations. Andres begrænsninger, oversættes det til på dansk. Men det kunne jo også være selvopfundne begrænsninger. Vilkår vi ikke umiddelbart er herre over. Noget der stopper os og holder os tilbage, i hvert fald. I filmen er det 100% Bennings viljestyrke der er det centrale. Hendes fuldstændige, kompromisløse og stålsatte vilje til at fuldføre missionen – uanset hvor tosset og urealistisk den forekommer andre, og hvor mange forhindringer hun møder undervejs. Så det løb jeg og tænkte lidt over, mens jeg kæmpede mig igennem mine sølle 6km med tunge ben, knæ der værker og sidestik det halve af vejen 😵😅

Jeg tænkte over, hvorfor vilje kan gøre så stor en forskel i om man lykkes med noget eller ej? Jeg tror det er fordi vilje er uløseligt forbundet med tro. At man tror på det man har gang i. Tro kan flytte bjerge, siger man jo også. Så når jeg løber, og tager en viljesbeslutning om at blive ved, selvom det er pissehårdt, så er det i virkeligheden en trosbeslutning. Jeg tror på, at jeg kan. Og fordi jeg tror på det, så kan jeg.

Når jeg tror, så bevæger jeg mig ud af rationaliteten og over i intuitionen. Altså der hvor jeg lytter til min urkraft og indre visdom. Ikke alt muligt udvendigt støj. Jeg retter også mit fokus på den virkelighed jeg ønsker – ikke på begrænsningerne.

Og nu kommer jeg til hvad det har at gøre med unschooling 😜

Grunden til at det der skolefrie liv er så skidesvært at være i sommetider, er jo fordi det er et KÆMPE leap-of-faith. Og at vi er omgivet af “imposed limitations” fra alle mulige kanter. Familie der bekymrer sig, tilsyn der stiller trælse spørgsmål og krav, folk der kommer med negative kommentarer….alt sammen begrænsninger, der skaber mentale roadblocks og ødelægger trivsel og glæde.

Problemerne opstår når vi begynder at lytte til de ting og LADE dem blive til begrænsninger for os selv (eller vores børn).

Derfor er det der med tilliden så vigtigt, i unschooling. Fordi tro, intention og vilje i samspil skaber den vej, man ikke altid kan se. 

I forgårs kom jeg til at slette stort set hele min mailingliste. I know, fuldstændig absurd (og hvordan bærer man sig overhovedet ad med det?!) men ikke desto mindre situationen. Så hvis du læser dette, er du faktisk en af meget, meget få som undslap massakren eller har nået at gen-tilmelde sig allerede 🥳

Den uheldige manøvre er på en måde en kolossal begrænsning. For nu skal jeg bygge hele min læserskare op igen. Fra scratch. Det er virkelig ufedt, men jeg bliver nødt til ikke at lade mig slå ud af det. Jeg bliver nødt til ikke at lade den udefrakommende begrænsning sætte dagsordenen for hvad jeg kan eller ikke kan. Hvad jeg gør eller ikke gør. Så jeg skriver naturligvis alligevel, også selvom der dermed pt. er ekstremt få der læser med. Du er én af dem – og kæmpe tak for det ❤️ 

Jeg får lyst til at anbefale dig denne podcast-episode hvor Camille Stigers taler med Henning Jensen om kvantefysikkens forklaring på hvorfor – og hvordan – vi påvirker og skaber vores eget liv.

Spørgsmål til refleksion: Hvilke ‘imposed limitations’ får lov til at fylde i dit liv?