Læs første del her
Jeg ville egentlig skrive lidt mere om traumer i det her inspirationsbrev, og det gør jeg også lidt længere nede, men det er ved at være lang tid siden jeg har delt en af mine løbeanalogier, så det gør jeg lige først 😜
Det er nemlig det at hver gang jeg er ude at løbe, så slår det mig hvor meget det der løberi er ligesom forældreskabet: at jo mere vi gør det, jo bedre bliver vi til det og jo længere kommer vi. I går var jeg ude at løbe igen for første gang i 100 år. Så det var monsterhårdt. Og jeg synes ærlig talt heller ikke, at tiden rigtig forbedrer sig (men det er jo klart, når jeg pludselig holder en pause fra træningen på flere uger!)
Jeg kan godt sommetider tænke, at jeg aldrig bliver hurtigere. Eller kommer til at kunne løbe længere. Men det passer jo ikke. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg skal bare erkende de begrænsninger jeg har, indtil videre. Acceptere der hvor jeg er, lige nu.
Og så fortsætte.
Præcis ligesom med deschooling. Det er ofte noget der kommer op i de samtaler jeg har med forældre. At det virker så uopnåeligt, så laaaangt væk at nå dertil hvor man ikke længere second guesser sig selv hele tiden, falder i et bekymringshul, reagerer på automatpilot, råber/skælder ud, bruger straf eller belønning, prøver at snige læring ind eller hvad nu det kan være.
Og ved du hvad? Nogle gange ER vejen bare lang. Jeg har personligt brugt næsten tre årtier på at blive helt fri af min barndomsbagage. Det er først nu, hvor jeg har været mor i mere end 25 år, at jeg næsten altid er den mor jeg gerne vil være.
(Jeg skriver næsten, fordi hvis nogen prøver at sælge dig at de ALDRIG har slip-ups, så tag det med et stort gran salt. Den tror jeg simpelthen ikke på, ganske enkelt fordi det er umuligt i menneskelige relationer.)
Jeg er et sted i dag, hvor jeg har fået min personlige traume- og tilknytningshistorik så meget på afstand, at den ikke længere spænder ben for mig. Men det har ikke været nogen hverken nem eller hurtig proces. Det kræver vedholdenhed. Og tillid til at man rykker sig, også når man synes det går for langsomt.
Jeg tror vi generelt set undervurderer betydningen af vores egen tilknytningshistorie og af de barndomstraumer vi har med os. Der kommer mere fokus på det i disse år, og det er godt. Særligt det her med, at traumer ikke behøver være noget stort og vildt og voldsomt for at sætte mærkbare spor.
Jeg vil gerne dele dette lille skriv af Mette Buhl med dig. Det rammer lige ned i det der ofte gør unschooling i praksis så svært og kompliceret for rigtig mange: kontrolbehovet. Det er noget af det sværeste i verden at give slip på – og Mette sætter her så fint ord på hvorfor ❤️

Læs mine andre inspirationsbreve her eller skriv dig på modtagerlisten hvis du vil du vil have dem tilsendt direkte på mail fremover 🙂
Leave a Reply