Jeg tror på, at alle mennesker – børn som voksne – har deres helt egen personlighed og måde at afkode verden på. Vi er som vi er, og dermed alle sammen ‘divergente’ fra hinanden i kraft af vores unikke sjæl, genetik, livshistorie og vilkår.
Det er det neurodiversity betyder – at der er utallige måder at være menneske på, og det er præcis min pointe i alt hvad jeg skriver om diagnoser!
Jamen, hvad er der så i vejen med begrebet neurodivergent?
Well, der er det i vejen, at det netop ikke understøtter neurologisk diversitet som et generelt menneskeligt vilkår, men tværtimod formidler en idé om, at forskelligheden kun gælder for visse mennesker. Med andre ord, at DE mennesker oplever og forstår verden anderledes fordi DE er anderledes indrettet.
Altså anderledes end hvad?
Ingen hjerner er vel helt ens.
Retorikken med neuro-‘divergent’ vs. ‘typisk’ opretholder tanken om, at der eksisterer en norm, som nogle så afviger fra. Og problemet med dét er, at der sideløbende i samfundet hersker en praksis, hvor man skal være i divergent-kassen for at blive mødt, forstået og respekteret i sin individualitet. Det ser man i særlig grad udspille sig i forhold til børn. Og de er jo min hjertesag og kæphest.
Jeg ved godt, at en diagnose for mange handler om en bedre selvforståelse i forhold til hvorfor man tænker eller reagerer som man gør. Det er essentielt, ja. Men stadig ikke divergent. Selvindsigt er værdifuldt for alle. Uanset hjerne.
Der burde være plads til alle typer mennesker i samfundet, og det er ikke virkeligheden i dag. Jeg tror dog ikke på, at vejen dertil er at dyrke ideen om at der findes NOGLE mennesker, som oplever verden anderledes end “resten” – det bidrager i min optik kun til at forstærke norm-begrebet. Og det begreb er i forvejen en opfindelse fra helvede selv.
Så. Min bøf med ordet handler på ingen måder om manglende forståelse for de mennesker der føler sig forkerte eller anderledes i vores norm-fikserede samfund. Den handler om, at jeg mener divergent-retorikken skader mere end den gavner, fordi det samfundet i virkeligheden har brug for er, at vi kollektivt forstår at ALLE mennesker er unikke – og at INGEN kan forventes (eller afkræves) at opleve, tolke eller være i verden på en bestemt måde.
Obs. Opslaget her er sidste del af en serie på (indtil videre) fire. Du kan læse første del her, anden del her og tredje del her
Leave a Reply