Samarbejde: Ulven i fåreklæder?

,

Noget der tales enormt meget om i ‘det nye børnesyn’ er begrebet samarbejde. Det er godt, for samarbejde er helt sikkert en forudsætning for et vellykket forældreskab. Jeg synes dog, at der samtidig eksisterer en kolossal misforståelse (eller misbrug) af begrebet. En misforståelse som er med til at mudre vandet hvis man gerne vil forstå og udleve unschooling bedre. Så derfor tager jeg lige fat i det.

Begrebet samarbejde bliver simpelthen alt for ofte brugt som et påskud til at finde på “pænere” og mindre konfliktfyldte måder at få børn til at adlyde på!

Samarbejde indebærer ligeværd, respekt og et fælles mål. Det synes jeg ikke helt man kan sige er tilstede, når “anerkendelse” eller “empati” bruges til at håndtere barnets frustration over noget den voksne har sagt nej til (eller bestemt på deres vegne) sådan så man stadig kan bestemme, men få det til at se “respektfuldt” ud.

Validation, som det så fint hedder på parenting-advice-sprog er hele den her med, at det er okay at følelserne er der, man skal give barnet lov til at have dem og udtrykke dem, hvilket er fint og rigtigt – MEN….hvis bottom line stadig er, at de skal gøre som VI siger, så er det altså ikke respekt og ligeværd.

Så er det sådan set bare manipulation.

For eksempel:

“Øv, du ville gerne have set et afsnit mere, men din skærmtid er slut nu. Det er træls, det kan jeg godt forstå”

“Det var lige is du havde lyst til nu, og det må du ikke få, jeg kan godt forstå du gerne vil have is, jeg elsker også is.”

“Du var slet ikke færdig med at lege, og nu er det sengetid. Jeg synes også det er træls at stoppe, når man lige havde det så sjovt”

“Du ville hellere lave perler, men nu skal du lave din danskopgave. Jeg ville også også ønske jeg selv kunne bestemme hvad jeg lavede hele tiden”

Alt det der, det er ikke i nogen form eller udlægning hverken konsensus, frihed eller partnerskab. Det er stadig den voksne der sætter dagsordenen. Men det lyder pænere, at kalde det SAMARBEJDE 😉

Barnet skal “samarbejde” om at slukke for computeren. Om at gå i seng. Om at børste tænder. Om at lave matematik. Om at vaske op. Om at tage lange bukser på. Om at spise de grønne bønner. Om alt muligt, som de voksne vel at mærke bestemmer.

Men det er jo ikke samarbejde, når det er den enes vilje over den andens.

Don’t get me wrong: anerkendelse af følelser ER et vigtigt værktøj i menneskelige relationer, uanset alder, og har absolut sin plads (når det er autentisk) men det bliver alt, alt for nemt til en sovepude, hvor man bare bliver bedre og bedre til at tale udenom, i stedet for at undersøge og udfordre sine egne holdninger, overbevisninger og tankesæt:

Hvorfor må h*n egentlig ikke se mere film? Hvorfor skal h*n egentlig i seng nu? Hvorfor må h*n egentlig ikke lave perler i stedet for matematik?

Deschooling opfordrer os til at tage skridtet videre fra find-en-sugarcoated-måde-at-bestemme-over-dit-barn-på til find-en-måde-at-møde-dit-barn-i-størst-mulig-frihed-på.

Konsensus.

I stedet for kontrol.

Nej, jeg siger ikke, at vores børn ALTID kan få ALT som de gerne vil have det (hvem kan det??).

Jeg siger heller ikke, at vi ikke må (og skal) sætte grænser rundt om OS SELV, hvilket kan indebære begrænsninger for vores børn.

Og jeg siger slet ikke, at vi aldrig må sige NEJ til vores børn eller bestemme noget i egenskab af vores lederrolle som forældre.

Jeg siger, at samarbejde er noget ganske andet, end at den ene part bestemmer og spiser den anden af med “anerkendelse”…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *