Du har formentlig hørt begrebet ‘deschooling’ nævnt rigtig mange gange i forbindelse med selvstyret læring – og med god grund. Det er nemlig intet mindre end den vigtigste proces du nogensinde kommer til at gennemgå, både som forælder men også bare som menneske i det hele taget. Men hvad er deschooling egentlig? Og hvorfor er det så vigtigt?
Deschooling er den proces der foregår, når du arbejder med dine egne skyggesider og blind spots, og undervejs frigør dig fra narrativer og overbevisninger der hæmmer din evne til at tænke frit og selvstændigt.
Du kan sammenligne det med at rydde op i dit mentale pulterkammer. Sommetider får vi stoppet så meget derind, at det vælter ukontrolleret ud med alverdens ting, når vi åbner døren.
På samme måde kan reaktioner, tanker og ord vælte ud af os på en uhensigtsmæssig måde, når vi bliver pressede eller trigget af noget andre siger eller gør. Den mentale overvægt bliver derfor tit årsag til konflikter og bekymringer der egentlig kunne undgås, hvis vi havde bedre styr på vores indre. Deschooling handler altså om at aflære. Men hvad?
Kulturelle Lænker
Rigtig mange af vores holdninger, overbevisninger, tanker og reaktionsmønstre er i virkeligheden ikke vores egne, men et resultat af de værdier og fortællinger som vi selv har fået indprentet og overleveret (bevidst og ubevidst) igennem vores egen opvækst. Alt det som vi er blevet skolet i, både af vores forældre, men også af samfundet, via kulturelle normer og kutymer.
Men normer er et tveægget sværd. På den ene side kan de medvirke til at skabe en følelse af fællesskab og tilhørsforhold – “sådan gør vi her”, men de kan også ende med at skabe så rigide rammer for hvordan tingene skal eller bør være, at de bliver til en slags kulturelle lænker, der fastholder os i måder at tro, tænke og leve på som i virkeligheden ikke er autentiske for OS.
Et trist eksempel på dette kan være den adskillelseskultur der får forældre til at gå fra et grædende barn, selvom alt i dem skriger på at lade være, fordi de har internaliseret en fortælling om, at børn har bedst af at være i institution, og at det er nødvendigt for deres udvikling.
Samfundsfortællinger
Alle samfund er fyldt med fortællinger. Den om at det gode børneliv hænger sammen med institutioner er bare en af dem der cirkulerer i vores. Jeg er sikker på du hurtigt selv kan komme i tanker om mange andre. Alle har de det tilfælles, at det er fortællinger vi viderebringer og forstærker hinanden i. hver gang vi tager del i dem ved at gøre, tænke eller sige noget selvom vi faktisk ikke helt ved hvorfor.
Der er en historie der lyder som følger: En datter spørger sin mor, hvorfor hun altid skærer enderne af rullestegen før hun sætter den i ovnen. Moderen svarer, at det har hun altid set sin egen mor gøre. De spørger derfor bedstemoderen, som også siger, at det gjorde hendes mor altid. Endelig spørger de oldemor, som griner og siger, at det gjorde hun fordi ellers kunne den ikke være bradepanden!
Det er jo en sjov lille historie, som under sin pudsighed gemmer på et krystalklart budskab: der er ikke altid en god grund bagved “sådan har vi altid gjort”….
Man, Bør & Skal
Deschooling er det der foregår i vores indre, når vi aflærer alle vores uhensigtsmæssige handlings- og tankemønstre. Både dem vi er bevidst om (såsom at råbe af sine børn) men også alle dem som ligger og rumsterer i vores hjerner og er skyld i en masse emotionel og relationel ballade. Men hvordan ved vi at vi har dem? Hvordan identificerer vi dem?
En rigtig god indikator er når vi fanger os selv i at bruge ordet “man”. I forhold til unschooling, er “man” måske det værste ord der findes. Der eksisterer ikke noget “man” – det er et samlebegreb, som mest af alt får folk til enten at føle sig rigtige (når de er indenfor rammerne) eller forkerte (når de ikke følger den udstukne norm). Så hvis vi for eksempel siger til vores børn “man har ikke flyverdragt på om sommeren” eller “man kan ikke spise cornflakes til aftensmad” så er der en god chance for, at vi har et script kørende i hovedet der forhindrer os i at møde dem med nysgerrighed og ligeværd. For hvad er egentlig, helt dybest set, årsagen til vores udsagn? Ofte ved vi det faktisk ikke, når vi dækker os ind under “man” retorikken.
Andre ord det er værd at holde øje med hvordan vi bruger, er ord som “bør” og “skal” fordi de begge to hører til i et kontrolparadigme. Når vi mener at andre, herunder vores børn, bør eller skal noget, er det værd at tage et grundigt kig på hvorfor vi mener det. Bør og skal er altid et udtryk for, at vi har nogle værdisæt eller holdninger som vi overfører til andre. Det kan være helt legitimt i mange tilfælde, men det kan også være ganske ubegrundet og en stor del af dechooling-processen som forældre, handler derfor om at identificere og udfordre disse sider af os selv.
For eksempel: Hvorfor siger jeg at han SKAL lave tre siders matematik om dagen? Hvorfor mener jeg at hun ikke BØR være oppe kl. 23? Dermed ikke sagt, at vi nødvendigvis skal ændre på vores værdier eller holdninger. Det betyder bare, at når vi går dem efter i sømmene, og stiller spørgsmål til os selv, så giver vi os selv en chance for at arbejde med de ting der trigger os, og som skaber konflikter eller bekymring.

Deschooling = Frihed
Alle forældre ved, at børn er helt specielt dygtige til at trykke på alle vores knapper og udfordre vores verdensbillede. Sådan er det uanset opdragelsesform, men det kommer ofte til udtryk i udpræget grad når man kaster sig ud i unschooling, fordi man jo netop træder ind i et paradigme af frihed, hvor man ønsker at give sine børn plads til selv at sætte dagsordenen for deres liv og læring.
Det er ekstremt svært at rumme sine børn og give dem plads til at navigere i verden på deres helt egen måde, hvis vi har meget fasttømrede ideer om hvordan tingene skal være eller hvordan læring skal se ud. Så vil vi nemlig opleve, at virkeligheden ofte kolliderer med vores egne forestillinger og forventninger. Hvilket fører til konflikter, bekymringer og stress, når vi så forsøger at løse situationen ved at ville ændre på virkeligheden!
Deschooling-processen bliver således helt essentiel, fordi uden den kan vi ikke forholde os til det som ER fremfor det som vi mener burde eller skulle være. Uden først at sætte os selv fri, kan vi ikke møde vores børn med frihed. Hvis vi ikke gør arbejdet med vores egen deschooling, kan vi ganske enkelt ikke holde rum for vores børns unschooling. Simpelthen fordi en stor del af “hemmeligheden” ved unschooling ligger i at give slip. På kontrol, på frygt, på bekymring, på forventninger.
Og det er rigtig, rigtig svært at gøre, så længe vi selv hænger fast i alle disse ting.

Brug for hjælp?

Leave a Reply