Spørgsmålet om hvorvidt tilsynet må teste hjemmeunderviste børn er et af de oftest stillede og svaret er, at der ikke er noget entydigt svar!

Lovgivningen om hjemmeundervisning er både ekstremt kortfattet og uspecifik, så der er rum for forskellige fortolkninger af ordlyden. Det er Kap 8 i Friskoleloven der nævner tilsynets ret til at “lade afholde prøver” hvilket fra kommunens side oftest tolkes som en test af en art. Nogle hjemmeundervisere argumenterer i stedet for en udlægning hvor formuleringen forstås som en slags ‘vareprøve’ på selve undervisningen.

Uanset tolkning så er det dog lovens klare udgangspunkt, at det ikke barnets niveau der skal føres tilsyn med, men netop undervisningen (§35, stk. 1) hvilket faktisk taler imod brugen af test, da disse jo intet viser om hverken form, omfang eller kvalitet af denne. Når undervisningen er meget uformel og flettet ind i livet uden tydelig markering og fagopdeling, sådan som unschooling jo oftest er, kan det dog være en udfordring for den tilsynsførende at forholde sig til. Hertil kommer, at da lovteksten omtaler prøver i sammenhæng med at ‘sikre’ at undervisningen står mål, kan der hurtigt opstå forvirring omkring hvad tilsynets opgave egentlig er og hvordan den bør udføres.

Det er hjemmeunderviserens opgave at synliggøre de læringsaktiviteter der finder sted. Hvorvidt disse kan fremlægges og dokumenteres i tilstrækkeligt omfang, er dybest set et spørgsmål om to ting: forberedelse og dialog. Her er det essentielt at være 100% afklaret omkring sin tilgang, således at man kan argumentere for og præsentere sit pædagogiske og didaktiske grundlag uden at blive blæst ud af kurs af en tilsynsførende, der oftest kommer med en helt anden læringsmæssig forståelsesramme.

I de fleste tilfælde forløber tilsyn fint, men der kan ind imellem opstå problemer. Nogle kommuner er meget insisterende på at der skal udføres test af barnet, uanset hvilken dokumentation hjemmeunderviseren i øvrigt stiller til rådighed. Her kan man opleve, at kommunen læner sig op af en vejledning om hjemmeundervisning som UVM har offentliggjort, hvori retten til at ‘lade afholde prøver’ præciseres med en uddybning af at dette gælder uanset hvilken pædagogisk-faglig tilgang forældrene i øvrigt har valgt.

Her er det super vigtigt at understrege, at dette ikke ændrer på noget rent lovmæssigt, og at vejledningen ikke giver tilsynet nye eller flere beføjelser. I juridisk forstand er en vejledning en udlægning af loven og ikke i sig selv retligt bindende. Det vil sige, at så længe der ikke foreligger en stadfæstelse i form af en afgørelse fra Ankestyrelsen (som er retligt bindende for kommunerne) eller fra en domstol, så er vi tilbage ved fortolkning og skøn, når det kommer til ordlyden af en lov og implementering af denne i praksis. En kommune kan altså ikke begrunde et krav om prøver – eller noget som helst andet – i en vejledning, men alene i reel lovgivning.

Overordnet set kan man sige, at det hele i sidste ende står og falder med definitionen af ‘stå mål med’ – som er den formulering der kædes sammen med muligheden for at benytte prøver som en del af tilsynet. Hvis kommunen skal anvende en prøve, skal det altså være for at foretage en vurdering af, om hjemmeundervisningen lever op til lovens grundlæggende og eneste krav: at stå mål med hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Her kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, om en summativ evalueringsmetode giver mening i den henseende.

Undervisningsministeriet har offentliggjort en tolkning af det der populært kaldes stå-mål-med-kravet, som lyder:

“Overordnet betyder det, at elever, der forlader 9. klasse på en fri grundskole, skal have fået en undervisning, som giver dem de samme muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, som hvis de havde gået i folkeskolen.”

Der står lidt mere i den fulde version, som du kan læse her.

Egentlig er der ikke noget underligt i, at mange tilsynsførende ønsker at benytte klassiske former for test. Det er jo sådan de er vant til at arbejde i (folke)skoleregi. Det betyder dog på ingen måder, at man som hjemmeunderviser blot er nødt til at acceptere det!

Hvis man arbejder prøvefrit i sin hjemmeundervisning af ideologiske årsager, må man selvfølgelig argumentere for dette og dialogere om andre måder der kan føres tilsyn på. Der er ingen der siger, at det SKAL foregå på en bestemt måde, og et tilsyn bør jf. god forvaltningsskik altid have karakter af et samarbejde – ikke en unilateral kontrol.

Personligt synes jeg ikke, at lovteksten lægger op til at tolke ordet ‘prøver’ som andet end barnets udførelse af disse. Det betyder dog ikke, at der dermed skal være tale om test i traditionel forstand eller standpunktsvurderinger på baggrund af klassetrin og folkeskolepensum i de pågældende fag. Hjemmeundervisning behøver ikke at følge folkeskolens tilrettelægning, mål eller planer og enhver form for prøve må derfor nødvendigvis være baseret på ting som barnet reelt har arbejdet med.

En yderst vigtig detalje i lovtekstens formulering er til gengæld det lille ord “kan” som helt utvetydigt indikerer, at prøver nok er en tilsynsmæssig mulighed, men på ingen måder noget kommunerne SKAL gøre brug af. Og det er, som sagerne står aktuelt, i mine øjne den bedste indgangsvinkel til en konstruktiv dialog om dette, hvis man ikke ønsker at der skal benyttes test som en del af tilsynet.

Brug for hjælp?