Misforståelser om unschooling

,

Disclaimer: Det handler på ingen måde om at underkende skribentens oplevelse af situationen eller pege fingre af hende som mor. Hun vil uden tvivl sine børn det bedste, og agerer som alle andre ud fra den viden og de overbevisninger og værdier som HUN har. Mit ærinde her er ikke at kommentere på personen, udelukkende på det hun siger, i forhold til begrebet unschooling.

Unschooling er ikke en metode.

En af de allermest udbredte misforståelser omkring unschooling er, at det er en metode. Det er ikke en metode. En metode er noget man bruger, for at opnå et resultat. Unschooling er en filosofi. En måde at forstå læring på. Læring og menneskelige relationer. Og her går det faktisk allerede galt for skribenten.

” And then, my children started to grow into teenagers. And the hoped for results did NOT happen.”

” The promises of unschooling that I had embraced and taught were not yielding the fruit that I had envisioned.” 

Unschooling handler om at give slip, men ikke om at være passiv.

“Parents planning daily subjects and lessons is frowned upon– the child should lead all the learning.”

“Children should not be pushed or challenged academically because it stifles their creativity and/or free spirits.”

“When a child is ready to study and learn, they will take the initiative on their own. The parent just needs to make sure they have lots of time to study the things they want to study. ”

Hm. Selvfølgelig er man nødt til at frigøre sig fra den traditionelle forståelse af læring som noget der nødvendigvis er resultatet af skemalagt undervisning. Ja, sågar af undervisning i det hele taget. Men det betyder på ingen måder, at man ikke skal være proaktiv og tilbyde aktiviter. Selvfølgelig skal man da det!

Unschooling hviler på barnets engagement, ja, men det er absolut ikke det samme som at han/hun selv skal komme med alle ideer og initiativer! Hvordan i alverden skulle nogen kunne det? Selvfølgelig skal ens barn da præsenteres for ting, ideer, temaer, aktiviteter. Der er bare ingen tvang. Det er tilbud. Forslag. Og det er her det bliver tricky for mange. Særligt hvis man ikke er så langt i sin egen deshooling endnu. For grænsen mellem hvornår man tilbyder, men reelt tilbyder (dvs. uden underliggende dagsorden om resultat) og hvornår man ‘pusher’ (dvs. manipulerer) kan være hårfin og handler i vid udstrækning om hvilket mindset man agerer ud fra.

Da min ældste datter var omkring to et halvt, var hun vildt interesseret i bogstaver og i at skrive, så jeg lavede et kæmpe alfabet og hængte det op på væggen. Uden at sige noget om det, det hang der bare. Da hun så spurgte hvad det var, forklarede jeg det og introducerede hende for alfabet-sangen. Så sang vi den overalt og hele tiden i et stykke tid. Hun brugte meget tid på at stå foran den væg og synge selv. Sommetider spurgte jeg hende om vi skulle gå op og kigge på alfabetet. Sommetider spurgte hun mig. Det var jo en “læringsaktivitet” og en intervention fra min side. Men jeg fabrikerede jo ikke et alfabet FORDI jeg syntes, at “nu skulle hun lære alle bogstaverne”. Jeg fabrikerede det, fordi jeg kunne se hun synes bogstaver var spændende og tydeligvis gerne ville vide mere.

Jeg lavede ikke planlagt ‘undervisning’ eller fortalte hende at “nu går vi i gang med at lære dig at læse”. Det var bare en aktivitet blandt hundrede andre og en ressource jeg stillede til rådighed, for at understøtte en interesse jeg kunne observere hos hende. Havde hun ikke reageret på det eller ikke gidet synge sangen eller lege nogle af de mange bogstav- og sanglege der kom ud af det, eller havde hun kun brugt det én gang og aldrig kigget på det igen, så havde det også været fint. Der var absolut ingen forventninger knyttet til det.

” Simply living life teaches a child all they will need to know to be successful.”

Altså det kommer da for det første an på, hvad man lægger i ordet succesfuld! Personligt mener jeg ikke, at man kan definere det på andres vegne.

Kan man være succesfuld, uden at kunne stave korrekt? Uden at kunne gangetabellerne? Uden at kunne lave en dobbelt forlæns salto? Det er alt sammen ting man kan lære. Om de er nødvendige eller ej, kommer vel an på hvem man er.

Men derudover vil det om man kan lære “nok” og ligeledes hvad man lærer jo selvsagt være dybt afhængigt af hvilken slags liv man lever. Hvad der tales om i familien og hvad man bruger sin tid på. Hvordan ens hjem er indrettet og hvilke ting man har. Hvilke mennesker man møder og hvilke sammenhænge man indgår i. Kan man lære alt ved osmose? Nej. Selvfølgelig er der ting, det vil være nødvendigt at studere bevidst. Men lever man et udadvendt og stimulerende liv, hvor barnet bliver præsenteret for en bred vifte af emner, aktiviteter, situationer og mennesker samt har mulighed for at udforske og fordybe sig i det omfang han/hun ønsker, så vil langt de fleste børn helt naturligt lære de ting de har brug for, for at kunne fungere i den kontekst de lever i. Og resten kan de tilegne sig når det bliver relevant for dem.

Unschooling betyder, at man træder ind i et helt andet paradigme.

“When a child is struggling with math or reading, don’t worry about it.” 

Ord er vigtige. Fordi de udtrykker og former vores virkelighed. Så når vi taler om at nogen “kæmper” med at lære noget, så bekræfter vi dem, og os selv, i at det er svært. Og så må man spørge videre om, hvorfor det er sådan? For hvis noget ikke bliver gjort til et problem der absolut skal overkommes, så er der vel ingen grund til at kæmpe. Hvis man kan vente med at lære noget til man er kognitivt klar til det og motiveret for det, så har man som udgangspunkt ikke brug for at kæmpe. Derfor er ordvalget her for mig en ret klar indikator om, at man mangler en hel del deschooling selv. At man med stor sandsynlighed stadig har en indre målestok for hvornår dette noget ‘burde’ være lært, eventuelt også hvordan. Og det er jo ikke unschooling.

” […] when the adults in their lives ask them what THEY want to do, what THEY want to learn, the message sent is that their desires are the “right ones.” They are the highest authority on where their efforts should be, and it’s all about THEM.”

Nu ved jeg ikke hvad der menes med at det er “all about THEM” – men hvis vi taler om hvad nogen skal bruge deres tid på, så må jeg sige ja, hvem i alverden skulle det ellers handle om? Det er jo sådan set netop kernen i unschooling: at ejerskabet for en persons uddannelsesprojekt ligger hos personen selv. Deraf følger vel som en naturlig konsekvens, at personen selv er den ‘højeste autoritet’ – på området, hvem skulle ellers være det? Men hvis man ikke autentisk har frigjort sig fra meninger om hvad der er de ‘rigtige’ valg uddannelsesmæssigt, så risikerer man naturligvis at opleve problemer med at acceptere det, når barnets eller den unges valg ikke harmonerer med de meninger.

“They only studied the subjects that they liked”

Det lyder jo helt normalt, og som det alle børn ville gøre, hvis de ellers havde et valg. Medmindre der er en fornuftig grund til at studere et emne der ikke interesserer én, så er der da ingen mennesker der gør det? Og ja, der kan være masser af fornuftige grunde, men bare fordi du som forælder synes de skal, er altså ikke en af dem.

“They were busy, but they were stuck in a rut of favorite things to do, and were happy to avoid going beyond those things they already knew. They were reading, but they read the same entertaining series of books over and over again.”

“They were bright, happy, and content, but they were not progressing, challenging themselves, or thinking on anyone or anything outside of their own desires.”

Hvis de var konstruktivt beskæftigede og oven i hatten var ‘intelligente, glade og tilfredse’ så må jeg simpelthen spørge: hvad i alverden er så problemet??? Svaret er naturligvis, at det åbenbart ikke var nok. Det var ikke nok, og det var ikke godt nok. Der var en forventning om at børnene skulle opsøge mere ny viden end de gjorde. At de skulle ‘udfordre’ sig selv. Problemet med det er, at det igen handler om den voksnes perspektiv. Når man virkelig har integreret værdierne i unschooling, så har man ikke en masse ambitioner på sine børns vegne. Så ved man, og stoler på, at de bliver udfordret og inspireret i det omfang de ønsker af de ting de vælger at lave. Ellers ville de nemlig vælge eller efterspørge noget andet og mere. Men her er vi nok igen tilbage ved en grundlæggende misforståelse af forælderens rolle fra start. Og det spiller selvfølgelig ind på hvilken dynamik man ender op med at have længere hen.

Sagen er, at man ikke kan se på en aktivitet udefra og afgøre hvad udbyttet er for andre. Måske har de læst den samme bog, set den samme film eller spillet det samme spil igen og igen. Måske vælger de ofte den samme slags aktivitet. Men hvem ved hvad de får ud af det? Jeg har set filmen ‘Chocolat’ med Juliette Binoche de første 6-7 gange i hvert fald, nok også mere. Jeg ELSKER den film. Og hver gang lægger jeg mærke til nye detaljer. Hver gang inspirerer den nye tanker hos mig; om historie, om religion, om samfundsstrukturer eller alt mulig andet. Og i øvrigt, selv hvis jeg ikke fik alt muligt fint og ‘intellektuelt’ ud af det, så gør det ikke mit valg mindre legitimt. Det er også ok ‘bare’ at hygge sig.

Unschooling handler først og fremmest om trivsel. Om glæde. Om relationen. For når det er på plads, flyder læring af sig selv. Og i øvrigt, hvis relation og trivsel ikke er på plads, så kan resten jo faktisk være lige meget….

Unschooling har ikke en slutdato.

“If we want what college has to offer, we do have to meet their requirements. And trying to cram for the ACT or SAT tests without already having the basic foundations of literacy, math, and science with not give us the results we hope for our children.”

“She has a lot of gaps in her knowledge, and would not be able to take or pass college entrance exams.”

Jeg bliver faktisk lidt trist over at læse det her. Det er for mig at se en meget opgivende holdning til tingene, og igen et udtryk for, at man ikke helt har forstået hvad det egentlig er der skal komme ud af at vælge unschooling.

Nu ved jeg ikke hvad der kræves for at bestå en college entrance exam i USA, men uanset hvad det er man mangler, så forstår jeg ikke hvorfor man ikke skulle kunne lære det, hvis og når det er relevant? Og hvis et ungt menneske ikke er i stand til at tage en bevidst beslutning om at studere noget specifikt, for at kunne komme på universitetet hvis det er noget han/hun virkelig gerne vil, så må jeg altså stille spørgsmålstegn ved graden af motivation der ligger til grund for ønsket! Og ved om det overhovedet handler om et selvstændigt, gennemtænkt valg – eller om det virkeligheden er udtryk for forældrebårne eller samfundsmæssige forventninger.

I øvrigt er det jo helt almindeligt (i hvert fald her i DK) at have behov for at tage suppleringskurser i nogle fag, for at kunne søge ind på et universitetsstudie – og det er jo unge mennesker der har gået helt normalt i skole vi taler om. Igen synes jeg det lyder som om man har haft en forestilling om, at unschooling skulle lede til et bestemt sæt af kompetencer og en bestemt mængde viden indenfor en bestemt tidsramme. Bare uden at der skulle undervises i det. Eller noget.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke vide hvad der præcist ligger i formuleringen ‘basic foundations in literacy, math and science’ men hvis et barn er nået til teenage-alderen uden at have erhvervet basale færdigheder på nogen af disse områder, så er jeg da helt enig i, at noget er gået galt undervejs. Men samtidig kan man jo også spørge hvad ‘basale færdigheder’ overhovedet er? Er det for eksempel nok at kunne skrive? Eller skal det være 100% korrekt? Hvad hvis man ikke kan finde ud af nutids-r? Eller forskellen på hans og sin? SKAL man kunne gangetabellerne? Vide hvad fotosyntese er? Eller hvor mange planeter der er i solsystemet? Hvornår er noget ‘basalt’ og hvem bestemmer det?

Selvfølgelig skal vi lære ting. Unschooling handler ikke om IKKE at lære, blive klogere eller udvikle sig. Det udfordrer til gengæld i høj grad den konventionelle ‘viden’ om hvad læring er, hvornår og hvordan det sker og ikke mindst hvorfor vi skal lære det vi lærer. Men unschooling er mere end bare en læringsfilosofi. Mere end bare end pædagogisk overbevisning. Det er et menneskesyn og en måde anskue livet i sin helhed på. Derfor er der ingen standardsvar og ingen slutdato på. Ikke nogen milepæle der skal nås før et bestemt tidspunkt, fordi ellers er det ‘for sent’. Vi har hele livet til at lære!

My oldest children were getting to the age of adulthood and they were vastly unprepared for their futures.”

Vastly unprepared. Ingen tvivl om, at det er en meget kedelig konklusion at nå til som forælder. Spørgsmålet er dog, om de omtalte børn var ‘uforberedte’ fordi de manglede konkrete skills. Fordi der var ting de ikke vidste. Eller om det virkelige problem snarere er, at de ikke levede op til en bestemt idé om, hvad man skal interessere sig for og hvordan man skal beskæftige sig selv når man er ‘på vej ind i voksenalderen’.

Men uanset. I kraft af at vi har med mennesker at gøre er der selvsagt en milliard ting der kan gå skævt – unschooling eller ej. Relationer kan gå i hårdknude. Folk kan blive skuffede, vrede, kede af det, frustrerede. Drømme kan briste og planer kan gå i vasken. Men det er jo livets vilkår, og ikke noget unschoolere har patent på eller skolebørn på magisk vis er forskånede for!

Der er masser af andre problematikker i indlægget man kunne dykke ned i, men jeg stopper her for denne gang, for nu har jeg allerede siddet her ALT for længe, og der er travlt i vores unschoolingliv i dag! Jeg skal læse højt for den 9-årige, spille kort med den 12-årige og se en dokumentar med den 15-årige. Og så skal vi ud at cykle og der skal nok laves en ny portion hummus til køleskabet. Pyh, godt det ikke er hver dag der skal ske SÅ meget 😉

OBS: Teksten er oprindeligt fra 2009. Mine børn er i dag 13, 16, 19 og 24.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *