Noget der virkelig irriterer mig ved den præstationskultur vi lever i, er det her med at man altid skal være “i gang” med noget.
Lige fra barnsben.
Man skal være beskæftiget.
Faktisk er det så vigtigt, at man har indført beskæftigelsesPLIGT for de 15-17 årige, fordi, Gud forbyde, at unge mennesker ikke laver noget “produktivt” og kommer hurtigt videre på vejen mod at blive til noget! Dovenskab er roden til alt ondt, jo. Eller som den UU-vejleder vi talte med da min ældste datter var 15 sagde: Vi skal jo sørge for, at fange alle dem der ellers bare ville ligge på sofaen hele dagen…
Javist. Det er klart.
Sådan noget kan vi ikke have i et vækstsamfund. Der skal der ske noget. Hele tiden. Det haster nemlig. Af en eller anden grund.
Nok mest fordi, at det kræver et konstant flow af hårdtarbejdende skatteydere til at trampe i pedalerne for at holde samfundshjulet kørende.
Stilstand er skidt. Det sænker nemlig farten på forbrugsmøllen. Og den skal helst køre på fuldt drøn, hele tiden, ellers vakler vækstparadigmet og med det illusionen om NØDVENDIGHEDEN af det.
Men ærligt?
Det konstante, nærmest tangerende til sygelige, fokus på at komme videre hele tiden hjælper altså ingen med at finde ud af hvad de vil. Inderst inde. Det er der jo ikke tid til, når alle skal løbe så helvedes stærkt!
Og tid, det er noget vi i den grad mangler i samfundet som helhed. Tid til at leve og tage hver dag som den kommer. Være tilstede i øjeblikket og ikke i ‘forberedelses-mode’ hele tiden.
Vuggestueparat. Børnehaveparat. Skoleparat. Uddannelsesparat. Arbejdsparat.
Parat, parat, parat.
Til næste etape hele tiden.
Hvad skal du så bagefter? Hvad vil du bruge det til? Hvad vil du VÆRE i fremtiden????
Stop.
Bare stop. Med at presse børn og unge fremad.
De skal nok nå det.
Og så ER de allerede nogen, i øvrigt. Prøv at give plads til det, i stedet for konstant at bombardere dem med krav og planer og beslutninger om fremtiden.
De skal nok nå det hele. Også selvom de ind imellem tager sig retten til at lave absolut ingenting.
Leave a Reply