Voksne unschoolere: Aisha Ostrowski

, ,

Aisha har gået i skole i de små klasser, men både hun og hendes to søskende havde dårlige oplevelser med det, så Aishas forældre endte med at tage alle tre børn ud, da Aisha var 11 år, og siden har hun ikke været i nogen form for skole. Her fortæller hun om sin opvækst med 100% selvstyret læring:

“Mit unschooling-liv startede med at vi flyttede til Australien, hvor vi først boede et stykke tid hos mine bedsteforældre og derefter tog på roadtrip rundt i hele landet.

Undervejs oplevede vi så mange fantastiske ting, blandt andet husker jeg specifikt en dag hvor der pludselig sad en blåtunget skink under vores bil! Det var også en tid, hvor vi virkelig blev tætte som familie i og med at vi brugte alle døgnets timer sammen. Vi havde brætspil og bøger med, også bøger med opgaver, men det var ikke som sådan noget vi SKULLE lave, alting var meget frit og selvstyret.

Efter Australien flyttede vi til Danmark, og senere Italien. Min dagligdag var meget afslappet, og jeg brugte rigtig meget tid på at sy. Jeg fandt tutorials på Youtube og prøvede mig frem. Mest af alt havde jeg det bare sjovt med det, og tænkte ikke super meget på at det var noget jeg skulle “lære” – det var bare noget jeg virkelig godt kunne lide at bruge min tid på.

Jeg har taget et par enkelte kurser de senere år, for eksempel i pattern making men jeg er hovedsageligt selvlært. Mine forældre har altid støttet op om det, for eksempel ved at hjælpe med at skaffe materialer og ved at vise interesse i de ting jeg lavede.

Jeg føler på ingen måde, at jeg mangler noget ‘akademisk’ – jeg har altid haft friheden til at lære det jeg havde brug for, og det som jeg har mest brug for er skills og viden indenfor mit felt, så jeg har fokuseret på de ting.

I dag har jeg en klar plan om at gøre syningen til min levevej. Det planlægger jeg blandt andet at bruge min IG-profil til, for at skabe en kundebase og få mit arbejde ud i verden. På sigt vil jeg gerne åbne min egen butik, hvor jeg kan sælge mine kreationer.

Der findes skoler der fokuserer på design, og det er også en mulighed, at jeg søger ind på en af dem. Jeg tager det hele et skridt af gangen.

Jeg er meget glad for at være vokset op med unschooling, for jeg føler det har givet mig en kæmpe viden om mig selv og hvordan jeg lærer bedst.

Jeg har kunnet bruge min tid på det jeg virkelig var interesseret i, og det havde ikke været muligt i samme grad, hvis jeg havde skullet følge et pensum i skolen først.

Jeg ved også, at jeg kan lære lige det jeg vil og det jeg har brug for, på et hvilket som helst tidspunkt, så jeg er ikke nervøs for fremtiden på nogen måder – jeg tror på mig selv og mine evner!”

Aisha bor i Glen Falls i USA, sammen med sine forældre og to yngre søskende.

Læs med i Magasinet SKOLEFRI her

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *