Voksne unschoolere: Freya Guillaume

, ,

“For mig var det meget befriende og lærerigt at vokse op udenfor skolen. Vi hyggede os og gik meget på legepladsen og tog på forskellige udflugter. Hjemme havde vi masser af bøger, spil og aktiviteter vi lavede sammen. Jeg sætter stor pris på at have været så meget sammen med mine søskende som barn. Det har skabt et helt specielt bånd, selvom vi ikke ser hinanden så tit i dag, hvor jeg er flyttet hjemmefra.

Unschooling for mig har betydet frihed og selvstændig tænkning. Jeg er glad for at være opdraget sådan, for det gør at jeg ser på livet lidt anderledes end mange “normale” unge gør. Jeg har haft frirum til at gøre det JEG havde lyst til, når jeg havde lyst til det. Det ville jeg ønske at alle havde muligheden for.

Jeg bliver så ked af at høre når venner eller bekendte siger at de er startet på gymnasiet, eller på en uddannelse fordi de har følt de blev nødt til det, eller fordi “jamen det gjorde alle andre.”

Jeg har ikke noget problem med skoler og undervisning i sig selv, men det er et problem, at det bliver til en forpligtelse og ikke et valg. Jeg er glad for at jeg har kunnet, og stadig kan, tage mine helt egne valg.

it første job var som ungarbejder hos Bodenhoff. Da jeg var 18 år fik jeg job i Bilka, først som kassemedarbejder og senere i kundeservice. I dag arbejder jeg som hotelreceptionist og er desuden trampolintræner for børn og unge. Det er en sport jeg selv har dyrket meget i min barndom, og det er dejligt at kunne holde lidt ved det på den måde.

For et par år siden overvejede jeg at uddanne mig til Eventkoordinator, og valgte derfor at tage 9.kl eksamen i dansk, matematik og engelsk på AVU, for at vænne mig lidt til den måde at studere på forinden. Det gik superfint, selvom jeg aldrig har arbejdet formelt med fagene i min opvækst. Jeg kunne mange af tingene i forvejen, og det jeg ikke vidste, lærte jeg jo på skolen.

Jeg er stadig interesseret i uddannelsen, og ender måske med at tage den en dag, men for nu er jeg glad for mit arbejdsliv som det er.”

Læs med i Magasinet SKOLEFRI her

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *